Fødevareklyngens Eksportdag 2026
Sign up to eventDe internationale markeder er i bevægelse. Det åbner nye muligheder ikke mindst i den grønne omstilling og på nye markeder. Det kalder på skarpt fokus og en målrettet indsats for Danmarks globale position. Kom med til en aktuel og vigtig dag for dansk fødevare- og fødevareteknologieksport.
Hvad kan du forvente?
En inspirerende dag med fokus på eksportmuligheder i fødevareklyngen. Du møder centrale aktører fra den danske fødevaresektor og får indsigt i de nyeste tendenser på vigtige eksportmarkeder.
Hvem er dagen for?
Arrangementet er for alle, der arbejder med eller interesserer sig for eksport i fødevareklyngen. Det gælder både virksomheder, organisationer, myndigheder og beslutningstagere.
Hvorfor deltage?
Fødevareklyngen navigerer i en tid med stigende usikkerhed på de internationale markeder. Det gør samarbejde og en fælles indsats om eksport vigtigere end nogensinde.
Eksport og handel er centrale drivkræfter for klyngens udvikling. Samtidig ændrer de globale vilkår sig, og nye geopolitiske forhold stiller større krav til strategisk navigation. Udfordringer som forsyningsproblemer, klimaforandringer, protektionisme og nye handelsbarrierer kræver omstilling og nytænkning.
Nærmarkederne er fortsat vigtige, og EU spiller en afgørende rolle for samhandlen. Samtidig rummer den grønne omstilling og øget fokus på bæredygtighed nye muligheder for Danmark, blandt andet med afsæt i Trepartsaftalen om et grønt Danmark. Aftalen styrker Danmarks position som foregangsland inden for udvikling og eksport af grønne løsninger og kan åbne nye markeder samt bidrage til at reducere den globale klimabelastning. Samlet set er der behov for en styrket og målrettet eksportindsats.
Dagen byder på:
- Ekspertviden med aktuelle analyser og perspektiver fra politikere, økonomer og brancheeksperter
- Netværk med centrale aktører og mulighed for nye samarbejder og partnerskaber
- Inspiration til at omsætte udfordringer til løsninger, der styrker eksportpotentialet
- Dialog og sparring med markedsspecialister om rammevilkår og initiativer for eksport
Eksportdagen giver dig mulighed for at styrke din virksomheds position og få ny viden, inspiration og konkrete redskaber til at udvikle eksporten og fastholde fødevareklyngens internationale styrke.
